1. søndag efter helligtrekonger | Horsens-Hammer Pastorat

1. søndag efter helligtrekonger

Udgivet af Daniel Høgagard, søn d. 13. jan 2019, kl. 20:13
Prædikener

Læsninger:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Markusevangeliet 10,13-16


Prædiken

Forfatteren Milan Kundera, har skrevet en bog, som hedder “Tilværelsens ulidelige lethed”. I bogen undersøger han menneskelivet gennem fire karakterer, som på hver sin måde oplever livet som enten let eller tungt. Det lette liv, betragter han ikke som noget entydigt positivt. Det er i bogen en påstand, at vores samfund efterhånden er indrettet sådan, at det er ulideligt let. Vi vil ikke det ‘tunge’. Vi dyrker det ‘barnlige’, det lette, underholdningen, det overfladiske, alt det som bare er ‘for sjov’. 

Vi lever ikke i et demokrati, siger han, men et ‘enfantokrati’. Med det menner han, at de voksne lever videre i barnlighed, som om de stadig var børn, og de lader børnene og det barnlige sætte dagsordenen, og overlader opdragelsen til institutionerne. Og det betyder også, at vi efterlader en masse bøvl til næste generation. 

Har han så ret i det? 

I onsdags talte jeg med mine konfirmander i Grindsted og Langholt om denne historie om Jesus, der tager imod de små børn, og siger til den voksne, at de skal blive som børnene, for at komme ind i Guds rige. Det skulle man tro vi voksne har forstået - eller rettere misforstået. For jeg må indrømme, at vi ikke altid handler i overensstemmelse med det ansvar, vi burde leve op til. Jeg spurgte konfirmanderne, om børn skal blive voksne for hurtigt, og en konfirmand svarede: 

“Ja, vi skal blive voksne for hurtigt. Vi skal hele tiden opføre os ansvarligt. I skole 8 timer om dagen, som en voksens fuldtidsjob, passe søskende, hjælpe med rengøringen, og prøve at få vores fritidsinteresser til at gå op ved siden af. Desuden skal vi til at tage stilling til klimaet og den globale opvarmning, som fylder i nyhederne”.

At blive voksen sker ikke fra den ene dag til den anden. Det ligger i selve ordet, ‘voksen’, at det er noget man vokser op for at blive. Så må det være fint, at der med opvæksten er et stigende ansvar. Men sådan en opvækst, kan foregå på mere eller mindre hensigtsmæssige måder. Ser man statistikkerne, for unge mennesker med stress og diagnoser, er der for mig at se klare tegn på, at vores unge i højere grad vokser op på en uhensigtsmæssig, eller slet og ret dårlig, måde. Grænserne for, hvor tidligt de skal vurderes for deres præstation med karakterer, flytter sig hele tiden. Skoletiden er blevet opjusteret. Der er stigende krav til hvad elever selv skal tage stilling til i forhold til egen læring, projektor osv. De er på mange måder under et enormt pres, som mange familier kan se og mærke på deres børn.

Men der er også krav til de unge mennesker, som ikke bare er uhensigtsmæssige, men faktisk urimelige. Her tænker jeg på det sidste konfirmanderne sagde: “Vi skal tage stilling til klimaet og den globale opvarmning”.

Det er noget de skal tage stilling til, fordi det er nogle problemer de arver fra vores generation. Fordi de voksne, som Kundera påstår, lader børnene sætte dagsordenen. I December blev verdens topledere enige om ny klimaaftale, men den 15-årige svenske pige, Greta Thunberg, stjal opmærksomheden med en opsang over, hvor uambitiøst deres indsats for klimaet var. Hun var begyndt at strejke fra skolen under den svenske valgkamp, for at sætte fokus på klimaet, og da de spurgte hvorfor, svarede hun noget meget rammende: 

“Vi børn gør ikke, som i siger, vi skal gøre. Vi gør som i gør, og eftersom i voksne skider på min fremtid, så gør jeg det også”.

Det må der være noget rigtigt i: Børn lærer af forældre, ellers gav opdragelse ingen mening. Men det er jo ikke alle forældre der tænker over, at det man spiser til aftensmad, måden man sorterer affald på, varmeforbrug i boligen, hvor man rejser hen på ferie osv. faktisk har indflydelse på børnenes fremtid. Vi slipper et ansvar, og næste generation kommer til at stå med problemerne. Det er ikke en højhelligt løftet pegefinger: Jeg glemmer det selv tit og ofte, men har heldigvis en kone, som er god til at minde mig om det. Vi kunne minde hinanden om det, hvis vi blev bedre til at tale om det.

Når Jesus siger, at de voksne skal være som børn for at komme ind i guds rige, så betyder det ikke, at de skal være barnlige eller slippe deres ansvar som forældre, men at Jesus prøver at fremhæve noget særligt ved børn, som voksne kan lære af. Jeg spurgte konfirmanderne til, hvad de tror er særligt ved børnene, og hvad de voksne kan lære af dem. De svarede blandt andet: 

  • “Børn kan have nemmere ved at se sine egne fejl i øjnene, end voksne, og det er nødvendigt, for at der kan være tilgivelse”.
  • “Børn er stadig ved at lære hvad der er rigtigt og forkert. Måske voksne også er det, men de kan glemme, at de også skal lære det”. 

Når Jesus siger, at vi skal være som børn for at komme ind i guds rige, så tror jeg det handler om, at vi overfor Gud ikke kan andet, end at tage imod, ligesom børn tager imod. Men netop fordi børnene tager imod fra os, har vi også et ansvar i, hvad vi giver videre. Bibelen har meget at sige om det ansvar. På første side i bibelen giver Gud mennesket et ansvar for jorden: Vi skal opfylde og forvalte jorden. I det nye testamente taler Jesus om et ansvar for hinanden: Vi skal elske vores næste, som os selv, og tage os af de syge, fattige og svage. Vi skal give troen videre. Og jeg tror vi har brug for det hele: En bæredygtig fremtid, kærlige mennesker omkring os, og håbet om et liv efter døden, frigjort fra alt det, som gør ondt i vores verden, trods alle vores anstrengelser. 

Så opfordringen i dag er, at tage Milan Kundera og konfirmanderne alvorligt: At se vores fejl i øjnene, og leve op til vores ansvar overfor jorden og hinanden og vores børn. 

Ophavsret: