Corona-nyt | Horsens-Hammer Pastorat

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Corona-nyt

Corona-nyt
Udgivet tir d. 20. apr 2021, kl. 00:00
Nyheder

Horsens-Hammer Kirker tager hele tiden de opdaterede retningslinjerne for hindring af smittespredning til efterretning og tilpasser vores aktiviteter efter de hensyn der må tages. Fra 21. april gælder følgende retningslinjer: 

Der kan holdes gudstjenester af almindelig længde og med fællessang, ligesom der igen kan være flere deltagere både indendørs og udenfor.

Konkret er der nu ikke længere tidsbegrænsninger på 30 minutter for gudstjenester eller andre kirkelige handlinger. Salmebøgerne kan også komme i brug igen, for anbefalingen om ikke at have fællessang er også væk.

Der kan samtidigt være flere med til gudstjenester, bryllupper og begravelser. Arealkravet bliver lempet fra 7,5 til 2 kvm per person, når man sidder ned og til 4 kvm, hvis man står op. 

I flere måneder har vi skullet holde 2 meters afstand til hinanden. Det behøver vi ikke længere, nu kan vi nøjes med 1 meter. Med mindre der skal synges – så hedder det 2 meters afstand.

Til stor glæde for konfirmanderne bliver det muligt for børn og unge under 18 år at mødes op til 25 personer indendørs til foreningsaktiviteter – fx som konfirmandundervisning. Børne- og ungdomskor må vente lidt endnu med at komme i gang, for aktiviteter, hvor sang er bærende, er fortsat ikke tilladt for så mange. Her gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer fortsat.

For de voksne gælder her desuden stadig det almindelige forsamlingsforbud på 10 personer. Det udendørs forsamlingsloft på 50 personer gælder også i kirken og giver fx mulighed for sangaftener og kirkevandringer. 

Der skal bæres mundbind eller visir på vej til og fra den plads, hvor man sidder under gudstjenesten/arrangementet. Det gælder i både kirker og sognegårde. Personer, som har betydeligt ubehag ved brugen af mundvind eller visir, er undtaget fra dette krav. Nogle vil opleve, at mundbindet forværrer allergi, giver eksem eller forværrer anden hudsygdom. Hos andre kan det give vejrtrækningsproblemer eller forværre symptomer hos personer, der har angst eller vejrtrækningsbesvær, fx KOL. Der skal ikke vises dokumentation.