Læsninger:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matthæusevangeliet 2,1-12

Prædiken

I dag er det Helligetrekongers søndag, hvor vi hører beretningen om disse vise mænd, og deres rejse til Betlehem med gaver til Jesus. I traditionen betragtes de som konger, og har været navngivet Kaspar, Melchior og Balthazar. Teksten siger dog intet om, at de er konger, og nævner heller ikke hvor mange mænd, der egentligt kom: Kun hvor mange gaver de havde med, og at de var vismænd. Deres rejse er lidt speciel: De besøger først slottet i Jerusalem, med en forventning om at en konge selvfølgelig bliver født der, men ender i Betlehems stald, med nogle overprætentiøse gaver. Gud er gået fra slot til skrot, og ‘jødernes konge’ er altså noget andet, end man lige skulle tro. 

Men det interessante er ikke rejsen, men hvem der rejser. 

Når Evangelisten Matthæus fortæller denne historie nær begyndelsen af sin historie om Jesu liv, så er det for at understrege noget vigtigt: Jesus er frelser og konge for alle mennesker. Det var hele verdens messias der blev født julenat, også hedningers messias. Man kunne have forventet, at jøder kom og tilbad ham, når nu de har ventet en Messias længe - men de som kommer, er nogle fremmede, der rejser langvejs fra. På samme måde slutter Matthæus også evangeliet med at forkynde, at Gud er Gud for alle mennesker, for Matthæus slutter evangeliet sådan her: 

“Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Alle folkeslagene. Det er noget af en kontrast til jøderne, som hele tiden har anskuet sig selv som Guds udvalgte folk. Og her kommer de fremmede og tilbeder Jesus, og Gud vil være Gud for dem og alle andre folkeslag, i lige så høj grad som Jøderne. En Gud for de fremmede, ikke kun de kendte. En Gud for de kirkefremmede. En Gud for de fremmede, som kommer til vores land. En Gud for os, når vi er fremmede. Når vi hverken forstår Gud, verden eller os selv. Når vi ikke forstår hvor Gud bliver af, når livet gør allermest ondt, og vi har mest brug for Gud. 

Gud er Gud for os, når vi rejser som fremmede vismænd, og på en eller anden måde prøver at finde Gud i vores liv, hans gerninger iblandt os. 

En ældgammel græsk-katolsk legende beretter om en fjerde vismand. Den er omskrevet til en fortælling af Henry Van Dyke. Den fjerde vismand, Artaban, adskiller sig fra de tre ved, at han kom for sent. Artaban solgte allerførst alt, hvad han ejede, og købte tre kostelige stene: En blå safir, en rød rubin og en hvid perle. Dem ville han tage med og ofre til den nye kongesøn. Men da han lige skulle til at rejse, udbrød der farlig sygdom i hans hjemby, og han fik travlt med at hjælpe. Han glemte alt for det ene. Han solgte endda den blå safir for at få penge til at købe mad til de syge. Da han endelig kunne rejse, var hans tre venner forlængst draget af. Den vise mand rejste derfor alene. Da han nåede frem til Betlehem, mødte han stor sorg og fortvivlelse. Kong Herodes havde lige slået alle byens små drenge ihjel i sin frygt for dem omtalte nye konge for jøderne. Nu blev også den røde rubin solgt, for at han kunne hjælpe folk i byen. Fra Betlehem førte hans vej til Egypten. Men her gik det Artaban på samme måde. Den vise mand kom hele tiden til steder, hvor der var mennesker, der havde brug for ham. 

Og årene gik. Da han efter mange års forsinkelse endelig rejste til jødeland og kom til Jerusalem, var hele byen i oprør: Jødernes konge skulle korsfæstes. "Nej", udbrød Artaban, "det må ikke ske. Endnu har jeg min hvide, kostelige perle i behold. Med den vil jeg løskøbe ham!" Han skyndte sig ud til Golgata så hurtigt, som hans gamle ben kunne bære ham. Men endnu en gang mødte han et menneske i nød. En ung pige, på flugt for nogle mænd, der ville sælge hende som slavinde, kom og kastede sig ned foran den vise mand og bad: "Frels mig!” 

Han købte hende fri - med den hvide perle. Nu havde han mistet alle gaverne. Han kom tomhændet ud til Golgata lige i det øjeblik, da Jesus døde på korset. Det hele var forgæves og for sent! Da Golgata-klippen revnede, ramte en lille sten ham i panden, og han styrtede til jorden. Men i drømme så han, at Betlehemskongen havde modtaget alle hans kostelige stene: Den blå, den røde og den hvide funklede i Jesus' tornekrone.

Artaban kom for sent til at møde Kristus på Jorden. Han forsøgte at finde Gud, som vi kan søge efter Gud i vores liv. Først i sin drøm forstod han, at han havde set Kristus hele tiden. Han fandt Kristus i kærligheden til næsten. Han så Kristus, da han solgte en blå safir, for at give mad til de syge. Igen så han Kristus i den røde rubin han solgte, for at give omsorg for de sørgende og fortvivlede. Til sidst så han Kristus, da han købte en slavinde fri med den hvide perle. Sådan kan Gud også være hos os, i kærligheden, og i mødet med vores næste, indtil vi engang skal være hos Gud. Amen.